Hjemmesiden er ved at blive opdateret. Vi henviser i mellemtiden til vores facebook side

Stor interesse for lokale naturprojekter

Den Danske Naturfond har i 2016 afsat 15 millioner kroner til lokale naturprojekter. Ansøgningerne er nu modtaget og talt op. Ved fristens udløb har Naturfonden modtaget 60 ansøgninger, der tilsammen søger om ca. 35 millioner kroner.

Ansøgningerne til puljen stammer fra hele landet og dækker over en bred vifte af projekter – fra naturgenopretning over naturpleje til helt ny natur.

”Ansøgningerne viser, at naturen kan engagere mange mennesker lokalt i hele Danmark, hvilket jo netop er et af målene med puljen”, siger direktør i Den Danske Naturfond, Flemming Nielsen og fortsætter:

”Da det er første gang, at vi deler penge ud på denne måde, har vi selvfølgelig været spændte på, hvor stor interessen vil være. Det er meget glædeligt, at vi har fået så mange ansøgninger.”

Fondens sekretariat skal nu dykke ned i de enkelte ansøgninger og vurdere, om de lever op til de kriterier, projekterne skal opfylde for at kunne modtage støtte fra puljen. Med de mange ansøgninger bliver der behov for skarpe prioriteringer.

Den 1. september får ansøgerne besked, om de er gået videre til anden runde. De projekter, der går videre, skal herefter sende detaljeret ansøgning inden 1. oktober.

I november vil der blive givet et endeligt tilsagn til de projekter, der modtager støtte fra puljen.

Kontaktperson:

Flemming Nielsen, direktør, Den Danske Naturfond, tlf. 2466 1362

 

Tilmeld nyhedsbrev

Få spændende nyheder og følg med i vores naturprojekter - tilmeld dig nyhedsbrevet gratis her.