Indsats for Ensianblåfugl ved Vestergaard i Nationalpark Thy

Projektområdet

Indsats for Ensianblåfugl ved Vestergaard i Nationalpark Thy

Redningsaktion for en lille og isoleret gruppe af den sjældne og sårbare sommerfugl ensianblåfugl.

Ensianblåfuglen har gennem de sidste 100 år været i kraftig tilbagegang i Danmark, og i 2017 slog forskere fra Københavns Universitet fast, at der skal passes bedre på de fem kendte steder, hvor vi ved, at sommerfuglen lever i Nationalpak Thy, hvis arten skal overleve.

Med dette projekt vil man forbedre levevilkårene for den mindste og mest sårbare af de fem grupper i nationalparken ved at udvide dens levested. Det gør man ved at lave en græsmark lige nord for det nuværende levested om til en mosaik af fugtig og tør klithede. Klitnatur, der også i international skala er helt specielt.

Projektet skal laves på lodsejer Karsten Hansens jord, og han har længe været bevidst om, at han har noget særligt fint og bevaringsværdigt på netop sin jord. For når ensianblåfuglen og dens smukke blomstervært klokkeensian er i et område, så ved man, at her er der fin og næringsfattig natur.

Det er helt sikkert, at det tager tid at genoprette den næringsfattige klitnatur på projektområdet. Men med tiden vil der komme tørre områder med lyngplanter og stikmyrer og våde områder med sjældne blomster som soldug, benbræk, ulvefod og klokkeensian. Så kan ensianblåfuglen næppe lade være med at flytte ind i dens nye tilbygning.

Projektet vil desuden bidrage med viden om, hvordan klitnatur kan dannes igen efter landbrugsmæssig drift af arealer.

Læs mere