Genopretning af kystnatur ved Voersaa

Strandenge Voersaa

Genopretning af kystnatur ved Voersaa

Restaureringstiltag ved åens delta skal sikre områdets værdi som for overnattende, rastende og ynglende fugle tilknyttet rørskovsområderne. Desuden vil der ske rydninger og retablering af hegn og græsning på en række arealer med strandenge, strandoverdrev og kærpartier.

Som mange andre steder i landet har kystlandskabet omkring Voersaa og Voer Aas udløb ændret sig betydeligt gennem de sidste årtier som følge af ændret udnyttelse af landskabet.
Dette har også medført at en række af områdets naturværdier har oplevet store udfordringer. På den baggrund ønsker Voersaa Borgerforening i samarbejde med en række foreninger, den lokale skole og lodsejere at gennemføre et projekt, som kan sikre og forbedre naturen i området med støtte fra Den Danske Naturfond. 
Voer Aas udløb i Kattegat har som et af de få større rørskovsområder langs Østvendsyssels kyst været en af de største overnatningspladser for trækkende stære,  svaler og vipstjerter.
Om end det ikke er ”Sort Sol ” i vadehavsmængder, er der i perioder tale om ti-tusindvis af overnattende fugle. Gennem en række restaureringstiltag ved åens delta skal projektet bidrage til at understøtte områdets værdi som for overnattende, rastende og ynglende fugle tilknyttet rørskovsområderne.
Projektet omfatter endvidere rydninger og retablering af hegn og græsning på en række arealer med strandenge, strandoverdrev og kærpartier. Arealerne rummer en spændende botanik med bl.a. orkideer og kobjælder.
Området er af betydning for yngle- og rastende fugle og er landskabeligt et af de eneste steder i østvendsyssel hvor man i dag kan opleve sammenhæng fra den gamle istidskystlinie til den nuværende kystlinie uden mellemliggende skovområder, landbrug eller bebyggelser, der har udvisket sammenhængen på størstedelen af kysten.
Der skal endvidere etableres en række vandhuller i området som del af projektet bl.a. for at understøtten arten Strandtudse som er blevet meget fåtallig på kysten.
Projektet indgår i de kommende år sammen med en række andre tiltag til at sikre og forbedre biodiversiteten og naturoplevelser på kysten.
Læs mere