Nyt TV 2-indsamlingsshow for naturen skal redde vilde dyr og planter

OPDATERET MARTS 2020: Showet er udskudt på grund af Covid-19-situationen i Danmark.

TV 2 vil sammen med Den Danske Naturfond engagere danskerne i at hjælpe vilde dyr og planter i den danske natur. Det sker med initiativet ’Danmark redder jord’.

Under overskriften ’Vores jord. Vores ansvar’ satte TV 2 i 2019 fokus på klima og plastikforurening i en række programmer og med indsamlingen ’Danmark planter træer’. Eventen sikrede plantning af knap 1,1 millioner træer i nye, danske folkeskove og godt fire millioner kroner til bevarelse af dansk skov samt regnskov i Uganda.

Nu fortsætter TV 2 sit fokus på klima, natur og miljø – denne gang med særligt øje for vores vilde dyr og planter og truslerne mod alt for mange af dem. Det sker med initiativet ’Danmark redder jord’ og i samarbejde med Den Danske Naturfond.

– Danskerne har taget godt imod TV 2s konstruktive tilgang til de udfordringer, vi har med klodens klima, natur og miljø, og som optager rigtigt mange af os. Vi hører dagligt om klimaforandringer og dyre- og plantearter, som uddør eller er truet, og vi er nødsaget til at handle. Det er naturligt og helt oplagt, at TV 2 sætter fokus på dette vigtige tema, siger TV 2s programdirektør, Lotte Lindegaard.

Køb af jord, hvor naturen genoprettes

TV 2 har indgået samarbejde med Den Danske Naturfond om at lave en indsamlingskampagne for at opkøbe jord, hvor naturen bliver genoprettet og sikret for eftertiden. Hermed skabes nye og flere levesteder for dyr og planter.

22. maj er FN’s internationale biodiversitetsdag, og TV 2s og Den Danske Naturfonds kampagne kulminerer med et direkte indsamlingsshow lørdag 23. maj. I forbindelse med showet kan private og virksomheder donere til kampagnen og opkøbe og genoprette én kvadratmeter jord for hver 12 indsamlede kroner.

– Mange vilde dyr og planter i Danmark har været i tilbagegang i årtier. Der er blevet mindre og mindre plads til dem, fordi vi udnytter vores lille land meget effektivt. Hvis udviklingen skal vendes, er der brug for at få mere af den vilde natur tilbage. Det er en stor opgave, men kan vi gøre vores fælles natur til en folkesag og løfte i flok, kan udviklingen vendes, siger direktør i Den Danske Naturfond, Flemming Nielsen.

Ud over indsamlingsshowet kommer TV 2 i indslag i blandt andet ’Go’ morgen Danmark’ og i dokumentarer til at sætte fokus på natur og biodiversitet. TV 2 sender eksempelvis en ny dokumentar om tilstanden for den danske biodiversitet med tv-vært og naturentusiast Sebastian Klein og biolog, zoolog og naturvejleder Anders Kofoed.

Foruden at donere åbner TV 2 og Den Danske Naturfond for, at danskerne på andre måder kan engagere sig i aktiviteter vedrørende natur og biodiversitet. I forbindelse med indsamlingsshowet og hen over sommeren er det planen at invitere og opfordre danskerne til at ’bioblitze’, det vil sige at tælle dyr og insekter for at kortlægge dyr, planter og insekter i Danmark.

– Danskernes engagement i at finde arter i naturen kan gøre os klogere på, hvordan det står til med biodiversiteten. Bioblitz er også en god måde at engagere og øge danskernes viden om naturen, siger Flemming Nielsen.

Et særligt år for arbejdet med biodiversiteten

2020 er et særligt år for både det danske og internationale arbejde med biodiversitet. I forlængelse af internationale aftaler, herunder FN’s biodiversitetskonvention, har Danmark forpligtet sig til at standse tilbagegangen af biodiversiteten og dens økosystemer inden 2020. Et mål, der p.t slet ikke er opfyldt, og som kræver ekstra fokus. Den danske regering har bebudet en ny stor natur- og biodiversitetspakke senere på året.

Også internationalt har biodiversitet ekstra fokus i 2020. FN’s biodiversitetskonference i 2020, COP 15, finder sted i Kunming i Kina i dagene fra 19. oktober til 1. november. Konferencen forventes at munde ud i en global ramme for beskyttelsen af biodiversitet efter 2020, som sætter den globale kurs for biodiversiteten de næste ti år – og årene derefter.

Tilmeld nyhedsbrev

Få spændende nyheder og følg med i vores naturprojekter - tilmeld dig nyhedsbrevet gratis her.