Naturperle på Mandø bliver nu til virkelighed

For godt et år siden offentliggjorde Den Danske Naturfond sine planer om et stort naturprojekt på Mandø, der er et af landets vigtigste fugleområder med millioner af trækfugle og ynglende arter som stor kobbersneppe, klyde, brushane, vibe og rødben.

Stort puslespil er gået op hurtigere end ventet

I tæt dialog med mandøboerne er flere hundrede marker og jordlodder travet i gennem og diskuteret, og mange har det senest år byttet hænder. Det munder nu ud i, at hele 127 ha jord kan indgå i et nyt naturprojekt. Med de arealer, der allerede er udlagt til natur, skabes et samlet naturareal på over 175 ha. inden for Mandøs diger. Samtidig er landbrugsarealer blevet samlet, så lokale landmænd får mulighed for en bedre drift.

”På trods af et stort puslespil med mange involverede er jordfordelingen gået godt. Mange mennesker, ikke mindst lodsejerne på Mandø, har taget positivt imod vores projekt. På kun lidt over et år er der indgået mange svære aftaler, der ikke alene dækker opkøb fra fondens side men også køb og salg indbyrdes blandt lodsejerne,” siger Lauritz B. Holm-Nielsen, formand for Den Danske Naturfond.

Papirarbejdet og formaliteterne omkring alle aftaler falder endeligt på plads den 1. februar 2018, hvor alt jord skifter ejer. Den samlede økonomi for Naturfonden er på ca. 12 mio. kr.

Første skridt mod et styrket Mandø er nået

Den nyslåede borgmester i Esbjerg Kommune, Jesper Frost Rasmussen, glæder sig over, at naturprojektet på Mandø nu bliver en realitet:

”Den første store milepæl er nu nået i arbejdet mod at styrke Mandøs fremtid til gavn for øens beboere, natur, erhvervsudvikling og bæredygtig turisme,” siger han.

På tegnebrættet skal der nu også slås streger til et nyt stinet, som vil forbinde naturprojektet og de øvrige attraktioner på Mandø, så besøgende både kan nyde den genskabte natur, de lokale historier og kulturen.

”Projektet vil styrke den bæredygtige udvikling af turisterhvervet og udvikle øens potentiale som attraktion. Formidlingen af Mandøs natur og placeringen i verdensarven Vadehavet bliver også en del af det fremtidige projekt”, siger formanden for Nationalpark Vadehavet, Janne J. Liburd.

Pressekontakt

Flemming Nielsen, direktør for Den Danske Naturfond, tlf. 2466 1362

Jesper Frost Rasmussen borgmester i Esbjerg Kommune, tlf. 2724 1800

Janne J. Liburd, formand for Nationalpark Vadehavet. tlf. 2813 9918

Presseomtale

Politiken: (Den trykte avis inkl. forsiden d. 3/1-2018) samt Første etape af fugleparadis på Mandø går i gang til februar
DR Syd: 3/1-2018: Løbende nyhedsindslag i P4 Morgen samt et længere flade-interview med direktør Flemming Nielsen

Organsationer

Fakta om projektet

Grafik: Det klare, grønne område i nord er ejet af Naturstyrelsen og allerede udlagt til natur. Den Danske Naturfond har købt jordlodderne med det svagt rosa mønster lige op ad eller tæt ved Naturstyrelsens område.

Grafik: Det klare, grønne område i nord er ejet af Naturstyrelsen og allerede udlagt til natur. Den Danske Naturfond har købt jordlodderne med det svagt rosa mønster lige op ad eller tæt ved Naturstyrelsens område.

Grafik: Det klare, grønne område i nord er ejet af Naturstyrelsen og allerede udlagt til natur. Den Danske Naturfond har købt jordlodderne med det svagt rosa mønster lige op ad eller tæt ved Naturstyrelsens område.

Mandø er placeret midt i den danske del af Vadehavet, som er udpeget til UNESCO verdensarv, og en del af Nationalpark Vadehavet. Øen er på i alt ca. 800 ha. Området, hvor Den Danske Naturfond har arbejdet for at opkøbe jord, udgør i alt ca. 300 ha. Heraf er 127 ha nu købt af fonden. Der findes allerede 50 ha natur, og det samlede naturareal bliver dermed på ca. 177 ha (ca. 50% af arealet).

Mandø huser en af de største og mest sammensatte koncentrationer af ynglende engfugle og vandfugle i Danmark. Det gælder f.eks. kobbersneppe, klyde, brushane og rødben. Flere af arterne er imidlertid i tilbagegang.

Mandø er også overvintrings- og rasteplads for et stort antal ande- og vadefugle, som i april-maj opbygger næringsreserver i Vadehavet til det lange træk til de arktiske ynglepladser.

Formål:
Projektet skal gennem naturgenopretning og naturforbedringer skabe bedre forhold for ynglende og trækkende fugle. Mandø har ifølge Aarhus Universitet potentiale til at blive en af Danmarks fineste lokaliteter for ynglende engfugle og arter af trækfugle.

Indhold:
Naturfonden erhverver arealer for at udvikle større engområder, der skal afgræsses, og hvor der kan komme mere naturlig vandstand på arealerne. Forstyrrelser skal undgås, og der skal sikres en optimal naturpleje, samtidig med at borgere og besøgende vil kunne betragte fugle og natur fra hensigtsmæssigt placerede observationssteder.

Naturstyrelsen, som siden 2011 har ejet 50 ha enge på Mandø, har gode erfaringer med den type naturforbedringer, som Naturfonden nu påbegynder. Siden indvielsen af Naturstyrelsens engfugleprojekt for 5 år siden er det gået konstant fremad for engfuglene på de 50 ha.

Budget:
Den Danske Naturfond betaler ca. 12 mio. kr. for køb af jord på Mandø. Hertil kommer den efterfølgende naturgenopretning. Der skal herudover også investeres flere millioner i bedre formidling af naturværdierne og flere faciliteter for besøgende. Det samlede budget forventes dermed at være på 20-25 mio. kr.

Parter i projektet:
Den Danske Naturfond, Esbjerg Kommune, Nationalpark Vadehavet og Naturstyrelsen.

Læs mere om projektet

Projektside om Mandø

Foto: Nedenstående billeder må alene anvendes i forbindelse med omtale af denne nyhed og med kreditering af fotografen.

Tilmeld nyhedsbrev

Få spændende nyheder og følg med i vores naturprojekter - tilmeld dig nyhedsbrevet gratis her.