Hjemmesiden er ved at blive opdateret. Vi henviser i mellemtiden til vores facebook side

Mandø er placeret midt i den danske del af Vadehavet og Nationalparken. Mandø er også udpeget som UNESCO Verdensarv.

Mandø huser en af de største og mest sammensatte koncentrationer af ynglende engfugle og vandfugle i Danmark. Det gælder f.eks. kobbersneppe, klyde, brushane og rødben. Flere af arterne er imidlertid i tilbagegang. Mandø er også overvintrings- og rasteplads for et stort antal ande- og vadefugle. Det gælder bl.a. mørkbuget knortegås og bramgås, som er internationalt beskyttede arter, og som i april-maj opbygger næringsreserver i Vadehavet til det lange træk til de arktiske ynglepladser. Mandø har potentiale til at fungere som et af Danmarks vigtigste rasteområder for bl.a. de to arter.

Formål med projektet
Projektet skal gennem naturgenopretning og naturforbedringer skabe bedre forhold for ynglende og trækkende fugle. Mandø har ifølge Aarhus Universitet potentiale til at blive en af Danmarks fineste lokaliteter for ynglende engfugle og arter af trækfugle.

I tæt dialog med Mandøboerne er det første skridt at undersøge mulighederne for at samle et større område på øen gennem køb, salg eller bytte af jord, så naturen får bedre betingelser, og samtidig sikre, at de Mandøboere, der fortsat har deres indtægt fra landbruget, også har mulighed for det i fremtiden.

Projektareal
Mandø er i alt ca. 800 ha. Projektområdet udgør ca. 520 ha.

Projektindhold
Naturfonden vil erhverve arealer indenfor projektområdet med henblik på naturforbedringer. Det sker ved at udvikle større eng-områder, hvor der er mere vand på arealerne, hvor forstyrrelser undgås, og hvor der sker en optimal naturpleje.

Budget
Der er afsat en ramme på ca. 25 mio. kr. Derudover kommer selve naturgenopretningen efterfølgende. Der skal også gøres mere for formidling af naturværdierne.

Parter i projektet
Esbjerg Kommune, Den Danske Naturfond, Nationalpark Vadehavet, Naturstyrelsen og Sydvestjysk Udviklingsforum.

Notat: Angående Mandøs nuværende status og potentiale for ynglende og trækkende fugle

Pressemeddelelse: Stort naturprojekt skal styrke rigt fugleliv på Mandø

Tilmeld nyhedsbrev

Få spændende nyheder og følg med i vores naturprojekter - tilmeld dig nyhedsbrevet gratis her.