Spørgsmål og svar om Den Danske Naturfond

Den Danske Naturfond køber, genopretter og beskytter natur for altid i hele Danmark så alle kan få unikke oplevelser i naturen.

Find svar på de spørgsmål, flest stiller os.

Skriv til kontakt@ddnf.dk, hvis du savner svar på noget bestemt.

Eller skriv til os på fondens Facebook-side.

adgang til vores naturområder

Hvor må jeg færdes på Naturfondens områder?

Der er fri adgang for alle på Naturfondens områder. Du må færdes overalt i naturreservaterne både på og uden for veje og stier. På Naturfondens jord har du derfor samme muligheder for adgang som på offentligt ejet jord. Det står i endda i den lov, som gælder for fonden, og som er vedtaget af et bredt flertal i Folketinget.

Læs mere om adgang og overnatning

Må man overnatte?

Du må færdes på arealerne døgnet rundt, og det er også tilladt at overnatte på jorden eller i en hængekøje. Teltning er kun tilladt på særlige telt-, lejr- og shelterpladser. Du må kun tænde ild, hvis det foregår på en afmærket bålplads. Læs mere om adgang og overnatning

Må man ride?

Ridning er tilladt i skridt eller trav på asfalt- og grusveje, som er bredere end 2,5 meter. Du må også gerne ride i skovbunden, men ikke på gravhøje og andre fortidsminder. På nogle arealer kan der gælde særlige regler for ridning, og i indhegninger kan ridning være forbudt. Det står på vores skilte.

Læs mere om adgang og overnatning

Må man cykle på mountainbike?

Man må cykle på veje og stier, hvor man kan cykle med en almindelig cykel. Vi har ikke mountainbikespor, og naturen skal være fri for cykler, hvor der ikke er stier.

Læs mere om adgang og overnatning

Må man gå på jagt?

Det er altid hensynet til naturen, der kommer først på fondens arealer.

Vi tager stilling til, om der kan være bæredygtig jagt eller ej fra projekt for projekt ud fra de lokale forhold.

Naturfonden har intet imod jagt, så længe det foregår på en måde, så det ikke skader naturen, og det foregår bæredygtigt og ansvarligt. Vi sætter ikke fasaner eller agerhøns ud med henblik på jagt. Vi fodrer heller ikke på fondens arealer.

Ud af 40 naturområder er der jagt i et område, og det kan blive ændret med en ny stor plan for genopretningen af naturen.

Vi regulerer skadevoldende vildt og bekæmper invasive arter, f.eks. mårhund.

Danmarks Jægerforbund sidder i fondens rådgivende udvalg.

Om Naturfonden

Er fonden uafhængig?

Ja, Naturfonden er en privat nonprofit fond, der er uafhængig og ikke arbejder for særlige interesser.

Hvad sker der med arealer, hvis fonden opløses?

Det er absolut usandsynligt, da fonden netop er oprettet for at kunne sikre natur for altid. Men skulle det utænkelige ske, er det op til kurator (typisk en advokat) at sælge ejendomme, så værdier sikres bedst muligt. Men selv i det scenarie, vil naturen være sikret som natur for altid.

Kan staten ikke bare bygge motorveje på jeres områder?

Skov, vi ejer, vil med stor sandsynlighed altid være fredskov, og det kan man ikke bare ekspropriere. For øvrig natur vil fondens naturarealer fra starten være eller hurtigt udvikle sig til beskyttet natur omfattet af naturbeskyttelsesloven og ofte også EU-naturbeskyttelse. Vi ser på den almindelige offentlige planlægning og starter ikke nye projektet, hvor staten bygger veje og jernbaner, eks. hvor Femern-forbindelsen går i land.

Vi kan naturligvis ikke med 100 procents sikkerhed afvise, at der ikke kan forekomme en situation på et eller andet tidspunkt, men det er meget lidt sandsynligt, og vi vil naturligvis gøre, hvad vi kan for at gå ind i sagen og argumentere imod en ekspropriation, hvis den hypotetisk skulle opstå.

Ekspropriation medfører erstatning, som vi vil bruge til at købe nye naturarealer et andet sted.

Hvorfor køber I skov?

Når vi køber skov, er det typisk for at sikre områder med gammel skov og gamle træer og for at give flere skove mulighed for at udvikle sig naturligt uden skovdrift.

Hvis der i de opkøbte skove er plantet træarter, som ikke vokser naturligt i Danmark, eks. nåletræ fra Nordamerika eller pyntegrønt- og juletræer, vil vi typisk fjerne dem og lade disse områder blive til naturlig, hjemmehørende skov eller åben natur. Det skal hjælpe de mange sjældne og truede arter af dyr og planter, som er knyttet til naturlige, danske skove.

I fondens skove arbejder vi også med at lukke grøfter og stoppe dræning. Det kan genskabe mange af de naturlige vådområder og skovmoser, der giver nye levesteder for mange dyr og planter.

Køber I landbrugsjord?

Vi køber bestemt også dyrket jord og genskaber natur. Det kan være mark, det kan være nåletræsplantager. Det er bestemt en vigtig indsats. Det har vi f.eks. gjort i vores naturområder på Mandø, i Bøtøskoven, Mols Bjerge, Hammer Bakker og i Læsten Bakker.

Hvor har I jeres tal om truede og sjældne arter fra?

Vi henter vores tal om truede og sjældne dyr, planter og svampe fra Den Danske Rødliste, som Aarhus Universitet udarbejder. Den vurderer arters risiko for at uddø i Danmark og henter viden fra landets førende uafhængige forskere. Ifølge rødlisten er 2412 arter i Danmark truede eller sjældne (Rødlistens kategorier kritisk truet, truet, sårbar og næsten truet). Rødlisten har i alt vurderet 10.662 arter i Danmark.

Hvorfor har I vilde heste?

Den Danske Naturfond har arealer, hvor vi plejer naturen med køer og vilde heste. I Bøtøskoven og Molslaboratoriet har vi vildtlevende heste som plejer naturen. Vi lader dyrene gå ude året rundt i et antal, så de holder områderne lysåbne uden samtidig at spise alle blomsterne om sommeren.

Dyrene går i indhegninger. På den måde sikrer vi, at de plejer naturen, hvor vi ønsker på vores jord, og at naboer er fri for besøg af dyrene.

Besøgende må gerne færdes i indhegningerne, men på eget ansvar. Hold god afstand.

Vi lever op til reglerne for tilsyn af vildheste. En fast tilknyttet dyrlæge vurderer løbende hestenes sundhedstilstand og bliver tilkaldt, hvis et dyr ser ud til at have brug for det. Vildhestene klarer sig generelt rigtig godt i vores projekter. De spiser tilstrækkeligt. Desuden kommer der hvert år nye føl, som er en god indikator for, at vildhestene trives.

Hvad skal jeg gøre, hvis jeg vil sælge et stykke jord til Naturfonden?

Kontakt en af vores projektkonsulenter.

Hvorfor køber I ikke Amager Fælled?

Når der er taget politiske beslutninger om området, er der ikke så meget for os at gøre. Arealerne vil sikkert også være alt for dyre for os.

Til gengæld kan vi love, at vi er i fuld gang med at sikre naturen flere andre steder rundt omkring i Danmark.

I Den Danske Naturfond får vi mange forslag til projekter. Vi prøver efter bedste evne at udvælge de projekter, som har størst betydning for natur og biodiversitet, og hvor vores ressourcer rækker længst. Jo mere natur vi kan få for pengene, jo mere natur kan vi beskytte og forbedre. Det er det, de vilde dyr og planter får mest gavn af.

Hvorfor køber I ikke mere natur på Sjælland og Fyn?

At det har vist sig nemmere i Jylland indtil videre er mere et spørgsmål om tilfældighed end om prioritering. Vi vil gerne beskytte og genoprette den vilde natur i hele Danmark, også på Sjælland og Fyn. Områdernes placering afhænger af et sammenfald af flere ting. Først og fremmest køber vi områder med gode naturværdier og investerer i projekter med gode muligheder for vild natur. Dernæst skal der være private lodsejere, der er villige til et sælge store, sammenhængende arealer til os til en pris og på en måde, som giver mening. Det har vist sig at være lettest uden for Sjælland og Fyn indtil nu. Men vi har hele tiden øjnene åbne, også på Sjælland og Fyn.

Kan jeg søge penge hos jer?

Nej. Læs om vores uddelingspolitik

Bruger I indhegning?

Naturfonden har arealer, hvor køer og vilde heste græsser. Det gør de for at pleje naturen. Dyrene går i indhegninger for at få gavn af deres naturpleje på vores arealer og for at holde dem fra naboer, som ikke vil have dyr på deres jord. Besøgende må gerne færdes i indhegningerne på eget ansvar. Det er en god idé at opleve dyrene på afstand.

Hvor meget CO2 kompenserer jeres skove for om året?

Det er næsten umuligt at komme med et korrekt tal, men skal vi komme med et groft tilnærmet gennemsnit, så kan man sige, der sker en ophobning på ca. 10 tons vedmasse pr. hektar pr. år.

Det svarer til ca. 1 kilo CO2 pr. kvadratmeter pr. år.

Der er mange modstridende måder at udregne C02-kompensation for skov. Det skyldes, at forskerne ikke er enige, og der derfor ikke er en entydig regningsmodel.

Vi ved, at der sker en opbygning af vedmasse ved omlægning af en produktionsskov til urørt skov, dvs. på de områder Naturfonden erhverver. Men vi har ikke sat tal på af flere grunde. Nyplantet skov begynder f.eks. først for alvor at optage CO2 efter 20 år, og en gammel urørt skov vil først over længere tid optage nok CO2, til at det kan tælle på CO2-kontoen.

Optaget af CO2 i den enkelte skov er desuden afhængig af træarterne, skovens alder, placering i landet, træernes tæthed, beregningsperioden, jordbunden etc.

Kan jeg bliver frivillig hos jer?

Nej. Det bruger vi ikke.

Om din støtte

Betaler man for den samme m2 hver måned som fast Naturbeskytter?

Nej. Man betaler naturligvis kun for den samme kvadratmeter én gang. Som Naturbeskytter frikøber man hver måned nye kvadratmeter. Støtter man med 120 kroner om måneden, har man altså på et år købt 120 kvadratmeter tilbage til naturen.

Er 12 kroner for en kvadratmeter ikke dyrt?

De 12 kroner er naturligvis et gennemsnit for det, det koster at købe landbrugsjord samt natur- og skovarealer. Men prisen på jord afhænger af mange ting: Beliggenhed, naturtype, størrelse, naturværdier mm. Hvis arealerne er billigere end det, får man blot mere for pengene, for alle donationer til fonden går ubeskåret til opkøb af jord, hvor naturen får lov til at udvikle sig på egne præmisser.

Får jeg et skøde på min jord?

Nej, Naturfonden ejer den opkøbte natur. Sådan kan vi sikre en gennemgående forvaltning af områderne, så den vilde natur trives, og så jorden også får lov til at være natur om 100 år.

Hvordan bruger Naturfonden min støtte?

Alle donationer til Naturfonden går ubeskåret til at købe jord, hvor vi genopretter naturen, som den var engang, og hvor naturen får lov at udvikle sig på egne præmisser.

Hvorfor skal jeg betale for noget, der er statens ansvar?

Naturfonden kan af gode grunde ikke bestemme, hvilken naturindsats staten og kommunerne iværksætter. Det er helt og holdent deres eget ansvar.

Vi har ikke noget indtryk af, at fondens indsats betyder mindre indsats andre steder. Tværtimod har vi via fondens arbejde opnået ekstra bidrag fra både kommuner og staten til de projekter, som fonden har iværksat. F.eks. har fonden samarbejde med de lokale kommuner i mange af fondens projekter.

Hvorfor beder I om penge, når I har så mange i banken?

Naturfonden har en kapital, som vi fik med fra fødslen af de tre stiftere, staten, Aage V. Jensen Naturfond og VILLUM Fonden. Kapitalen skal betale alle driftsudgifter som f.eks. husleje, lønninger, ejendomsskat, projektudvikling, hjemmeside. De udgifter skal betales hvert år, også om 10, 20 og 50 år. Derfor bruger vi ikke hele fondens kapital på en gang. Men vi bruger også af den, når vi har projekter, og der skal investeres i de projekter, vi allerede har.

Kan jeg støtte et konkret naturområde?

Alle donationer går 100 procent til opkøb af jord og beskyttelse af mere vild natur i Danmark. Det er normalt ikke muligt at øremærke en donation til et konkret projekt, da vi ikke på forhånd kan sige, hvor næste projekt ligger. Blandt andet af hensyn til forhandlingerne og de lodsejere, vi forhandler med.

Men når aftaler er på plads, giver vi selvfølgelig besked til alle, der har været med til at opkøbe jord.

Kan jeg få fradrag for min donation?

Naturfonden er en anerkendt indsamlingsorganisation og medlem af ISOBRO. Du kan som privatperson trække dit bidrag fra i skat (op til 16.600 kr. i 2020). Indberet dit personnummer her. Læs mere hos SKAT

Mit skovbevis er ikke kommet frem. Hvad gør jeg?

Pokkers, men vi skal nok finde ud af det. Du kan enten:

Skriv gerne ordrenummer og telefonnummer ved spørgsmål om skov- eller naturbeviser.

Jeg ønsker at ændre min donation. Hvad gør jeg?

Du kan enten:

Skriv gerne ordrenummer og telefonnummer ved spørgsmål om skov- eller naturbeviser.

Binder man sig for en bestemt periode?

Nej. Du kan til enhver tid stoppe din månedlige donation til Naturfonden pr. dags dato. Når du tilmelder dig som Naturbeskytter, er du hver måned med til at sikre flere kvadratmeter vild natur – lige indtil du ikke vil eller kan være med længere. Hvis du ønsker at stoppe din donation, skal du skrive en mail til naturfonden@ddnf.dk. Betaler du med MobilePay, kan du selv opsige støtten via appen.

Tilmeld nyhedsbrev

Få spændende nyheder og følg med i vores naturprojekter - tilmeld dig nyhedsbrevet gratis her.