Søg projektmidler til lokale indsatser for natur og biodiversitet 2018

Søg projektmidler til lokale indsatser for natur og biodiversitet 2018

Den Danske Naturfond afsætter i 2018 en pulje til støtte af lokalt forankrede projekter, som kan gavne natur og biodiversitet i Danmark. Fonden indkalder hermed forslag til projekter.

Den Danske Naturfond skal forbedre naturtilstanden og vandmiljøet i Danmark.

Vi støtter projekter, som sikrer den eksisterende natur eller skaber nye naturarealer og flere levesteder for dyr og planter. Projekterne kan være rettet mod særlige og sjældne plante- og dyrearter, naturtyper eller andre lokale naturværdier og naturoplevelser.

Hvilke projekter?

Vi støtter lokale projekter med naturindsatser, som er rettet mod konkrete arealer, og som vil have en både målbar og varig effekt på natur og biodiversitet. Det kan være genskabelse af et mindre naturområde, støtte til et lokalt samarbejde om pleje af et naturareal, frivillige som vil gøre en indsats for særlige arter i et lokalområde eller noget helt fjerde. Projekterne kan foregå alle steder i landet og må gerne løbe over flere år.

Der skal være tale om et samarbejde

De bedste naturprojekter bygger som regel på et samarbejde mellem naturinteresserede, lodsejere, organisationer og myndigheder. Vi vil derfor prioritere de projekter, som bygger på sådanne brede, lokale samarbejder og som er godt forankrede. Vi tror, at disse projekter kan gøre den største forskel for natur og biodiversitet og have den mest langvarige effekt.

Kriterier for støtte

Vi støtter som nævnt kun projekter, som vedrører konkrete, udvalgte arealer. Størstedelen af udgifterne til projektet skal dermed anvendes til egentlig naturgenopretning eller naturpleje på disse arealer. I projekterne kan der også være udgifter til projektudvikling, forbedring af adgangsforhold, formidling og monitering, men vi forventer, at langt hovedparten af udgifterne og fondens støtte er knyttet til direkte forbedringer af naturen. Udgifter til eksterne konsulenter kan maksimalt udgøre 15% af det ansøgte beløb.

Der vil ikke blive givet støtte til:

  • undervisning, konferencer, workshops o. lign.
  • generelt formidlings- og informationsarbejde.
  • forskningsprojekter
  • rene forundersøgelser
  • projekter der vedrører offentligt ejede arealer
  • projektdeltagernes arealerhvervelser
  • videre drift af igangværende projekter
  • permakulturer

Hvem kan søge?

Alle private lodsejere, foreninger og organisationer kan søge, men projektet skal bygge på et samarbejde mellem flere aktører og foregå i et lokalt partnerskab eller lignende. De pågældende lodsejere skal naturligvis altid være inddraget i projektet. Kommuner og stat må meget gerne medvirke i projektet, men kan ikke søge støtte eller få udbetalt støttemidler. 

Budgetramme

Der afsættes op til 15 mio. kr. til uddeling i 2018. Vi vil gerne støtte eller medfinansiere både små og store projekter. Det enkelte projekt kan højest modtage en samlet støtte på 1.500.000 kr. inkl. moms.

Støttebeløbet kan dække de samlede omkostninger eller en del af det samlede budget for projektet. Projekter med medfinansiering fra anden side vil alt andet lige blive prioriteret.

Fondens støtte gives som de minimis støtte under Kommissionens forordning Nr. 1407/2013 af 18. december 2013. Fonden yder derfor ikke støtte til private, foreninger og organisationer, som de seneste tre år har modtaget de minimis støtte på 1.500.000 kr. fra anden side. Hvis den, der søger om støtte til et projekt, tidligere har modtaget et mindre beløb i de minimis støtte fra anden side, kan projektet maksimalt modtage 1.500.000 kr. fratrukket den tidligere støtte i tilskud fra Den Danske Naturfond.

Ansøgningsfrist

Forslag til projekter med tildeling i 2018 skal indtastes via formular på ddnf.dk senest den 5. februar 2018.

Udvælgelse

Vi forventer kun at støtte de allerbedste projekter. Ved vurdering, prioritering og udvælgelse af projekter vil Den Danske Naturfond lægge særlig vægt på projekter som:

  • giver størst mulig værdi for natur og biodiversitet
  • hvis resultater og erfaringer kan bruges andre steder
  • bygger på lokale samarbejder
  • også giver gode muligheder for naturoplevelser
  • bygger på medfinansiering

Blandt de modtagne ansøgninger vil der inden d. 23. marts 2018 blive foretaget en konkret vurdering og udvalgt en række, som går videre til en 2. runde. Øvrige ansøgere vil modtage et afslag.

De projektforslag, som går videre til 2. runde, vil blive bedt om at fremlægge yderligere beskrivelser og dokumentation vedr. projektets indhold inden den 25. april 2018.

Blandt de projekter, som er gået videre til 2. runde, vil der inden udgangen af juni 2018 blive givet tilsagn om støtte til de udvalgte projekter. Øvrige 2. runde projekter vil modtage et afslag.

Ansøgningen

Jeres ansøgning skal indeholde følgende oplysninger:

  1. Projekttitel
  2. Kort resume af projektets mål og indhold
  3. Lokalitet (inkl. kortbilag)
  4. Lodsejerforhold og -deltagelse
  5. Projektbeskrivelse med angivelse af
    a) vision og formål
    b) indhold og aktiviteter
    c) forvende resultater og effekter
    d) formidlingsaktiviteter
  6. Projektorganisering med angivelse af
    a) deltagerne i samarbejdet
    b) organisering og ansvarsfordeling
  7. Budget fordelt på år samt aktiviteter og indhold (vedhæftet)
    a) Det samlede ansøgte beløb hos Den Danske Naturfond inklusiv moms

Du skal søge via denne formular

Vejledning til formular

Eventuelle spørgsmål vedr. krav til projektindhold og organisering kan rettes til:

Mads Jakobsen, 2040 4421, mj@ddnf.dk

Louise Imer Nabe-Nielsen, 2040 4408, ln@ddnf.dk

Tekniske spørgsmål vedrørende indtastningsformular mv. kan rettes til:

Julie Søgaard, 4038 0363, js@ddnf.dk