Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Blomstrende enge ved Endrup

Blomstrende enge ved Endrup

Målet er at skabe mulighed for naturpleje af et stort sammenhængende areal langs Sneum Å med afgræsning, så artsrigdommen i området med rigkær, tidvis våde enge og sure overdrev bevares for fremtiden, og de tilgroede og uplejede områder igen vil rumme engens mylder af blomster og insekter.

Projektet skal dels skabe mere habitatnatur samt sikre en bedre pleje af områdets eksisterende naturtyper.

Med en fremtidssikret rydning og afgræsning af arealer, som i dag er uden drift, vil projektet være med til at øge biodiversiteten. Med afgræsning skabes dels mulighed for pleje af de eksisterende værdifulde naturtyper, samt mulighed for udvidelse og sammenbinding af fragmenterede forekomster.

Større områder med lysåbne naturtyper under ekstensiv drift vil skabe større modstandsdygtighed og sandsynlighed for de enkelte arters overlevelse og tilstedeværelse i området på lang sigt.

Da de fysiske forhold er til stede i området, forventer man med tiden en væsentlig udvidelse af især naturtypen rigkær med tilknyttede plantearter, men også dyrelivet med insekter m.m. tilknyttet arealer med græssende dyr.

Projektets naturindsatser

Der skal ryddes uønsket opvækst af pil, birk m.m. i ådalen. Dog skal alt opvækst ikke ryddes da f.eks. gamle pilekrat kan huse meget biodiversitet, såsom sjældne svampearter.

Desuden kan de afgræssende dyr også gøre en del af rydningsarbejdet over tid. Dermed ryddes de områder, hvor dyrene kan færdes og hvor det ikke er for vådt.

Der skal hegnes med det formål, at projektområdet kan afgræsses med ekstensive kvægracer, som kan færdes i den meget våde natur såsom rigkær, samt overleve på den lave foderværdi, der er på sådanne naturarealer.

Afgræsningen af et vådt og trykvandspåvirket område som dette, bliver først en realistisk mulighed, når flere lodsejere går sammen. Det skyldes, at der er behov for, at der også indgår tørre og højtliggende arealer i projektområdet, hvor dyrene har mulighed for at hvile og tørre sig.

Afgræsningen af området er med til at holde naturen lysåben, skabe levesteder og spirebede for lavtvoksende arter og fremme en mangfoldig artssammensætning i vegetationen, insekter og andre dyr i området.

Friluftsliv og naturoplevelser

Projektet vil i høj grad forbedre mulighederne for naturoplevelser.

Der ønskes som udgangspunkt etableret et stisystem, som starter i landsbyen Endrup og går op i projektområdets nordlige del, hvor det er muligt at krydse Sneum Å og gå tilbage på den modsatte side af åen.

Stien skal etableres som en trampesti i området, og kobles på et eksisterende stisystem, der ligger syd for projektområdet. Tanken er, at den nye sti dels skal bugte sig i den våde ådal, hvor der vil være mulighed for at opleve engene på nært hold balancerende på boardwalks, og dels skal følge ådalskanten.

Med et sammenhængende stisystem vil det være muligt for borgerne i Endrup og omegn at gå en rundtur i ådalen og komme tæt på deres fantastiske natur, som ellers er utilgængelig.

Læs mere