Ny pulje på 15 mio. kr til lokale naturprojekter

Ny pulje på 15 mio. kr til lokale naturprojekter

Fra i dag kan alle private lodsejere, foreninger og organisationer søge midler, der er målrettet lokale naturprojekter. Formålet med puljen er at fremme private, frivillige og ildsjæles mulighed for at bevare eller skabe ny natur lokalt.

Projektforslagene skal handle om konkrete arealer og være med til at sikre eksisterende natur eller skabe ny natur og flere levesteder for dyr og planter i ansøgernes lokalområde. Desuden skal projekterne have en målbar og varig natureffekt.

”Vi har ingen opskrift på det rigtige projekt. Det er første gang vi på denne måde udbyder midler, og vi vil gerne have en mangfoldighed af forskellige projekter at vælge i mellem. Et projekt kan for eksempel være genskabelse af et mindre naturområde, et lokalt samarbejde om at forbedre et naturareal, frivillige som vil gøre en indsats for særligt truede eller sjældne arter eller noget helt fjerde. Projekterne kan foregå alle steder i landet og må gerne løbe over flere år,” siger direktør i Den Danske Naturfond, Flemming Nielsen.

Ved vurdering, prioritering og udvælgelse af projekter vil Den Danske Naturfond lægge særlig vægt på projekter som:

    • giver størst mulig værdi for natur og biodiversitet
    • bærer præg af nytænkning
    • hvis resultater og erfaringer kan bruges andre steder.
    • bygger på lokale samarbejder
    • også giver gode muligheder for naturoplevelser
    • bygger på med- og samfinansiering

Ansøgningsfristen er den 1. august 2016.

Pressemeddelelse

Kort teaser-tekst, du fx kan bruge på din hjemmeside, i dit nyhedsbrev eller medlemsblad mv.